Whimsey & Whiley i: Dalen, der Mistede sin Sang

Et magisk Dino-eventyr for små og store opdagelsesrejsende

Prolog: Bogen, der bankede

Nogle butikker har et hjerte, der banker lige så stille under al larmen, hvis du lytter rigtigt. Whimsey & Whileys butik var netop sådan – et virvar af hyggelige kroge, gakkede ure, fnisende hvirvelvinde og bogstabler, der sang sagte til dem, der tog sig tid til at lytte.

En regnfuld eftermiddag, mens skyerne voksede sig tunge som honning, begyndte en gammel bog at bevæge sig på hylden. Den bumpede forsigtigt, som om den ventede på at blive opdaget. Ryggen var prydet med slyngende bregner og små gyldne fodspor, der glimtede i det dæmpede lys. Hviskeriet voksede til let magi, der snurrede bag en glasmontre. Da tordenen buldrede, spændte bogen sig pludselig op! Siderne blafrede hurtigt og snurrede sig til en sky af gyldent støv og fodspor, der drev ud over disken og ned på tæppet i eventyrhjørnet.

I netop dét øjeblik holdt hele butikken vejret.

Kapitel 1: Igennem bogen, ind i det grønne

Regnen forsvandt. Skyggerne smeltede bort, og noget nyt – duften af mos og fyr, dugfrisk luft – sneg sig ind. Butikken, som før var bag dem, blev til et fjernt minde, og pludselig var alt grønt og levende. Whimsey & Whiley var, uden at du kunne se dem, smuttet gennem bogens magiske åbning – ud i en anden verden.

Foran dem foldede en dal sig ud som noget fra en vidunderdrøm: bregner store som telte, vilde blomster med blade bredere end tallerkener, og dinosaurer, der dinglede af sted med aftenens ro i benene. Solstråler flød tykt som guld ned over det hele. Der var en lille bæk, der snoede sig forbi et krat, hvor triceratopser græssede. To brontosauruser rakte efter de saftigste blade i trækronerne, og en parade af stegosauruser struttede med stolthed.

Midt i alt dette stod Den Store Syngesten – en granitblok fyldt med ametystårer og opal-fnug. Den skulle have ringet med latter og sang, men i dag lå luften tung og stille som før regn.

Kapitel 2: Pebbles bekymring

Inde ved stenen sad Pebble, dalens yngste dinosaurus, med øjne runde og blå som bjergsøer. Hun skubbede forsigtigt til stenen, som om hun håbede, at musikken ville vibrere tilbage fra dens indre – men kun stilheden svarede.

”Syng for os…” hviskede Pebble. Men hendes stemme druknede næsten i hendes egne pludrende skridt.

Rundt omkring hende sad venneflokken: Daisy, brontoen med vilde blomster bag ørerne; Dewdrop, den generte stego med spurve på halen; og gamle Mosskæbe, der bar visdommen fra tusinde blad måner.

Mosskæbe kløede sig tænksomt bag et pigget skjold. ”Stenen er dalens hjerteven. Sidst dens sang forsvandt, havde den mistet et stykke af sit hjerte.”

Så åbnede Pebble sin lille hånd og afslørede en funklende gylden skæl – ikke én, nogen af hendes venner bar naturligt. Lille, kold og mystisk.

Kapitel 3: Jagten på sangen

Morgenen gled over i let, lækker guld-middag. Budskabet løb som ild gennem dalen: Ingen musik, ingen latter, ingen sang på vinden. Dino-unger stimlede sammen, nippede hinanden let og skuttede sig lidt. Tvillingebrontoerne Daisy og Dewdrop kiggede i huller i træerne. Nogle søgte langs flodbredden, hvor guldsmede svirrede forbi med iriserende vinger. Pebble fulgte den mosbelagte sti forbi en flok døse iguanodons.

Fra luften cirklede pterodactyler – “Herovre!” skrålede de. Men stilheden slugte lyden, før den nåede Syngestenen.

Det eneste svar: Endnu en gylden skæl, skjult under bregnen.

Da Pebble var mindre, sagde hendes mor tit, ”Hemmelige spor følges, ligesom myrer.” Pebble satte snuden for jorden og fulgte skællene, dybere og dybere ind i den grønne labyrint, hvor selv de modigste trin blev forsigtige.

Kapitel 4: Gåder i bregne-labyrinten

Inde i bregnelabyrinten blev verden forvandlet. Luften var kølig og rystede af spænding. Bregner snoede sig i store buer over hovederne som et levende katedraltag. Små svampe glimtede svagt. Magiske glimmerdryp dansede fra oven, stille som søvn.

Pebble pressede mod jorden og læste sporene. Daisy stødte forsigtigt til hendes hale; et tørt trøstetryk. Luften summede af gåder – ridset i mudder, blinkende i dug på brede blade:

Hvad kan fylde en dal, men ikke lave en lyd?

Pebble tænkte længe. Daisy hviskede, “Vind?” Men Mosskæbe, som havde snøvlet sig op, rystede på hovedet. “Jeg tror, det er skygge.”

Med ét flimrede et solstråleplet hen over skovbunden, og lige ved siden af lagde en blå fjer sig let ned.

Cheddar, giggleraptoren, grinede ud i luften og forsvandt efter fjeren i glade cirkler.

Kapitel 5: Nat under bregnerne

Da dagen gik på hæld, fandt venneflokken en mosfyldt hulning og samledes. De sendte fjeren, skællene og den mærkelige sten rundt. Cheddar fik alle til at grine med vittigheder om “spøgelset” og “syngende svampe” (svampene tav fornemt).

Den nat spillede græshopper en sagte melodi. Dewdrop, modig nok til at gå i dino-skole, men genert nok til at stamme sit navn, sang en vuggevise. Mosskæbe brummede: “Engang, da stjernerne først faldt til jorden, dannede deres støv Syngestenen. Dinohjerter må aldrig stivne, for glæde er verdens musik.”

Pebble drømte om en sten, der glimtede af hver eneste dinostemme, og vågnede lidt mere modig end før.

Kapitel 6: Ud af stammehulen

Tidligt næste morgen hørtes et overrasket – “Hjælp!” Cheddar var, som altid, nysgerrig – denne gang sad han fast i en hul stamme, overbevist om, at han havde fundet syngestenen. Nu stak kun halen og et grin frem.

Det krævede alles kræfter – og lidt rullen fra brontoerne samt snedige slynger – men til sidst dumpede Cheddar fri, sammen med tre nye gyldne skæl og en regnbuefjer, som om stammen havde vogtet på skatten.

Cheddar smilte og overrakte skællene til Pebble som mod-medaljer.

Kapitel 7: Spejl-søens svar

Med de nye spor gik Pebble forrest forbi sten og svampe, igennem brombærhuler, til de stod ved en sø så ren, at den spejlede dalen på hovedet. Lys og skygge dansede sammen på overfladen, og nede i dybet glimtede noget – en krystal, stor som et dinohjerte.

En stemme, blød og fjervægtslet, lød fra bag en bregne. “...Leder I efter denne?”

Ud af skyggerne trådte Flick – den yngste og mest forsigtige archaeopteryx i dalen, med vinger lysende som stjerner. Han holdt krystallen og en regnbuefjer og så ned mod jorden.

“Jeg lånte lidt af ekkokrystallens magi, fordi jeg ønskede at min stemme måtte lyde som de andre,” indrømmede Flick rystende. “Men nu er alting blevet stille, og det er ikke musik.”

De andre samledes i en hale- og vinge-krammer. Pebble smilede blidt: “Kom hjem med os – giv sangen tilbage sammen med os alle.”

Flick nikkede, håbet glimtede i hans bryst.

Kapitel 8: Hjemkomstens gåde

Mosskæbe sagde: “Sædvanen tro skal krystal-magi kun gives tilbage med et svar på en gåde og en gave.” Flick rystede fjerene nervøst.

Cheddar (nu ridder af riddeltitler) blinkede: “Hvad tilhører alle, gives altid væk, men kan aldrig tages?”

Daisy svarede: “Et grin?” Pebble sagde: “Et smil!”

Krystallen glødede med varme, der vibrerede igennem Pebble.

“Ét smil er mere værd end al verdens toner,” brummede Mosskæbe. Pebble gav sit største smil til Flick, som peb en glædeståre.

Krystallen strålede – det var tid!

Kapitel 9: Dalens sang vender hjem

Da Flick lagde Ekkokrystallen på toppen af Syngestenen, bredte en forventningsfuld stilhed sig over hele dalen.

Så begyndte den: en summen, svag og varm, som daggryets første vind. Stenen begyndte at gløde, farver snoede sig op i træerne og over bjergene. Dinos trompeterede, stampede, pipede og sang. Pebble ledte an, Flick helmæssig i harmoni, og selv stegoerne opfandt en ny parade-tramp.

Musikken rullede gennem dalen hele aftenen.

Kapitel 10: Lysfesten

Fejringen varede natten lang. Træstubbe bugnede af bærkager, blomster-pandekager og moskager. Lygte-biller satte prikker på stjernehimlen over festen.

Cheddar lavede sin frygtelige dans (mest snublede han), Daisy og Dewdrop flettede blomsterkroner, og Pebble fortalte eventyret fra start til slut. Flick, nu modig og stolt, ledte hele dalen i deres nye sang.

Da trætheden endelig overmandede dem, lå vennerne i en dynge ved den månebelyste sten, musik og latter dryssende over deres drømme.

Epilog: Tilbage til bogstøv og nye eventyr

Ved daggry skælvede bregnerne. Dalens sang fandt vej gennem verden – og måske, måske, tilbage gennem bogen i Whimsey & Whileys hyggelige butik.

Igen, på trægulvet, glimtede de magiske fodspor. Oven på den gamle bog lå en regnbuefjer, en skæl og en krystal, der næsten lo af glæde.

Og på den sidste side, før bogen lukkede øjnene for en lur, stod skrevet:

”Når hjerter (og sange) deles, slutter eventyret aldrig rigtigt. På gensyn, kære opdagelsesrejsende…”