Om butikken

Den Mystiske Butik Dukker Op

På en mærkelig gade, hvor gadelysene dvæler i tågen, stod en legetøjsbutik med blåmalede brædder og snoet vedbend – som om hele bygningen netop var ved at vågne fra en drøm. Dens skilt, håndmalet og en smule skævt, bekendtgjorde: “Whimsey & Whiley.” I vinduerne glimtede gyldent lys og åbnede for udsigten til hylder fyldt med bløde mærkværdigheder og nysgerrige opfindelser. Nogle sagde, at man kunne høre latter i vinden, hvis man standsede og lyttede udenfor døren.

Indendørs duftede luften af gammelt papir, lavendel og slik man næsten havde glemt fra barndommen. Men butikkens sande mysterium var gemt længere inde — bagerst, bag et lappet tæppe ældre end nogen kunne gætte.

Det siges, at blomsterne i vindueskasserne sommetider læner sig ind mod nye gæster – altid nysgerrige efter et hvisk om eventyr.

At Møde Butikkens Vogter

Det var en tirsdag, eller måske var det bare én af de dér eventyrlige dage — Whimsey var aldrig helt sikker — da hun og Whiley første gang kiggede ind gennem det duggede glas. Hun, med sine vilde krøller og blækte fingre. Han, stille iagttagende og altid med nye opfindelser i tankerne. Sammen, lokket af et strejf af kanel og en gnist af nysgerrighed, bankede de på den eventyrblå dør.

Døren åbnede sig ikke med en knirken, men med en lyd der lød mistænkeligt som en latter. Indenfor – omgivet af mærkelige ure, glimtende flasker og regnbuefarvede kugler – stod en ældre herre: butiksvogteren. Hans skæg glimtede med glimmer, og hans briller sad skævt på næsen, som om også de holdt øje med noget, ingen andre kunne se.

Han smilede — et smil, der nåede helt ud i alle kroge af lokalet. “I ligner opdagelsesrejsende,” sagde han, stemmen var ru men venlig, “og dette sted passes bedst af dem med nysgerrige hjerter.”

Med et glimt i øjet lagde han en ældgammel messingnøgle i Whimseys hånd. Nøglens overflade var indgraveret med spiraler og dansende små bogstaver. “Pas godt på rummene, mens jeg er væk. Men husk: Magi har det med at drille, når den er alene.”

“Ikke alle skatte glimter; nogle venter bare på at blive fundet.”

Før butiksvogteren gik, rettede han det vakkelvorne skilt, blinkede to gange og forsvandt ganske tilfreds.

Den Fortryllede Oprydning

Efterladt alene gik Whimsey & Whiley straks på opdagelse. Baglokalet — som man kom ind i gennem en falmet blå sidedør — var proppet fra gulv til loft med stakke af bøger, fløjlsbetrukne kufferter og hylder, der bugnede under mærkelige sager — et skib i en flaske, der gyngede på usynlige bølger, et ur der tikkede lykkeligt baglæns, glasskåle fulde af stjerner (eller sådan sagde etiketterne i hvert fald).

Bevæbnet med en fjerkost og en værktøjskasse fuld af optimisme gik de i gang med at gøre rent. Sollyset, gyldent som honning, strømmede ind gennem vinduet og dryssede dagdrømme over alt. Da Whimsey fejede under en hylde, mærkede hun noget blødt stryge mod knoerne — og til sin store overraskelse så hun en bog kigge op (hvis en bog altså kan det). Omslaget var dækket af en tot krøllet, gyldent hår.

Imens sorterede Whiley systematisk glaskugler og elastikker, indtil han opdagede en spilledåse, der spillede en melodi, han aldrig havde hørt før, med toner der næsten lød levende på magisk vis.

Latter og spørgsmål rungede i det lyse, støvede lokale, hvor spindelvæv blev til tynde tråde og hver brise bar duften af nye muligheder.

Whimsey: “Åh! Du står da ikke på den hylde, hvor jeg satte dig… Og siden hvornår har bøger fået hår?”

Whiley: “Jeg tror støvet herinde er lavet af stjernestøv. Almindeligt støv fniser ikke.”

Under oprydningen fandt Whimsey tre venstresko, og Whiley opdagede verdens mindste optræksmus — som straks forsvandt igen.

Når Bøgerne Bliver Sære

Whimsey rakte ud efter en særlig slidt bog med en lås som en medaljon – og bogen sprang op med et fornøjet “pop!” For øjnene af de overraskede opdagere myldrede alle ordene ud — dansede og drejede og stavede små gåder i sollysets stråler.

Andre bøger på hylden begyndte at røre på sig — en fnisede og hoppede, en anden svævede op og holdt sig lige uden for rækkevidde, mens en tredje bladrede så hurtigt, at luften kom til at dufte af pebermynte og tordenbyger. Den mærkeligste af dem alle sad nederst som en støvet kæmpe; da Whimsey hev i den, glimtede og lynede den, og fra siderne sprang en snurrende portal frem, der glitrede i alle farver hun nogensinde havde forestillet sig — og flere til.

Gennem portalen kunne de ane: snoede jungler med ædelstens-lanterner, blide dinosaurer, der drømte under kæmpe bregner, og en gård i nattens mørke gjort levende af ildfluer og grinende grøntsager. Pludselig struttede rummet af vind, melodi og duft af regn fra fjerne verdener.

Whimsey: “Det er en ordstorm! Skynd dig at fange et bogstav, før de alle løber væk!”

Whiley: “Hvis vi ikke passer på, rydder vi os selv op i en anden dimension.”

Hvis du lytter godt efter, kan du lære portalens yndlings vittighed — men den fortæller den aldrig to gange.

En Tumlen Gennem Nye Verdener

Inden de nåede at samle sig, hev portalen dem i ærmet — først blidt, så med drillende kraft. Med et bump og et grin (og et lille overrasket piv) rullede Whimsey og Whiley ind i virvaret.

Verden blev en karrusel af farver — smaragdgrønne blade, gyldne marker, sølvfloder, dinosaurhaler der blinkede forbi og en himmel fuld af hviskende ildfluer. De landede et nyt sted for hver gang de blinkede: et øjeblik svingede de sig mellem lianer ved siden af snakkende aber, det næste dansede de med døsige dinosauere, og til sidst hoppede de ovenpå kæmpe græskar på en magisk gård.

Overalt de kom frem, fandt de mærkelige frø, lysende sten og drilske væsner — hver især mere eventyrlige end den forrige.

Whimsey: “Hvert land har sit eget fnis. Jeg vil have dem alle med hjem!”

Whiley: “Jeg tror det her eventyr er i ekstra stor størrelse.”

De vidste aldrig hvor længe de tumlede rundt — magi holder ikke tid som almindelige ure.

At Bringe Magien Hjem

Til sidst spandt portalen dem tilbage til den gamle butik — nu glimtende med et helt nyt lys, som om væggene selv kunne huske hvert eneste vidunder. Whimsey havde stadig glimmer i håret, og Whiley blev fulgt af noget, der lignede en usynlig miniaturedrage.

Inspiration skyllede ind over dem som en solopgang. De gik straks i gang: Whimsey tegnede væsner med fnisende haler, æg der glimtede, og æsker med gådefulde overraskelser. Whiley nørklede natten lang med mekanismer drevet af latter og spilledåser tryllet til at spille melodier fra andre verdener.

Med hver eneste opfindelse blev butikken mere levende. Det mærkeligste legetøj hviskede vittigheder, bøger sang nu gåder i stedet for historier, og et blødt skær — som magiens hjerteslag — lagde sig over hvert hjørne.

Whimsey: “Lad os lave legetøj, der bringer historier hjem — så alle får lidt eventyr, selv på regnvejrsdage.”

Whiley: “Og hvad med et puslespil, der kun åbner sig, hvis man kilder det?”

Nogle gange, ved midnatstid, tegnede skitsebogen videre på sig selv, når ingen kiggede…